DPU, Ungdomsøen og 1. april

Indrømmet. Vores historie i for lidt over to uger siden var ikke så sandfærdig som vi kunne have håbet på – den lå 1. april og var naturligvis en aprilsnar. Ungdomsøen forbliver stadig på spejdernes hænder og det var endda så viseligt at Spejderne på Facebook samme dag skrev om at nøglerne blev overdraget (til spejderne). Vi håber dog naturligvis at kunne bidrage til projektet og på den måde også at give en masse unge muligheden for at prøve kræfterne med sporten.

I forlængelse af aprilsnaren kunne vi dog se en masse positive indlæg omkring pindsporten i sig selv. Det viste sig fx på en Facebook gruppe for Det Danske Spejderkorps, hvor historien blev delt, ved at sporten af flere omgange blev talt godt op og folk havde en meget positiv indstilling til pind. Bl.a. kommentarer som “En klart undervurderet sportsgren!!!” og På tide vi opløfter “pind” til nationalsport! Irerne har Hurley, skotterne rugby, englænderne cricket… Men Pind! Det slår alt!” er sød musik i vores ører.

Det viser også at vi har fat i noget af det rigtige. Det giver os endnu mere energi til at løfte sporten, i første omgang bl.a. ved at afholde turneringer rundt omkring i landet frem mod Spejdernes Lejr 2017. Har du et arrangement der har eller mangler pind, hold dig ikke tilbage for at kontakte os.

Pind bliver nok ikke nationalsporten eller en olympisk disciplin (som også blev nævnt i en kommentar andet sted) fra en ene dag til den anden – men man har vel altid lov til at drømme?