DPUs Astronomiske Komite vurderer at de astronomiske forhold gør det for farligt at afholde det endnu uplanlagte DM i Pind 2024.
“Forestil dig en norsk russebus når Pinne for Landet bliver sat på anlægget og en hel gymnasieklasse begynder at hoppe i takt. Og forestil dig så at spille pind oppe på taget af bussen. Det ville være helt uforsvarligt, og det er nogenlunde det samme med jordrotationen i år,” forklarer Mogens From, der er formand for DPUs Astronomiske Komite.
Komiteen har som sin vigtigste opgave at beregne hvornår bl.a. jordrotationen gør det forsvarligt at afholde større pindarrangementer. Formand From understreger at det, astronomisk set, er fuldstændig ufarligt at afholde mindre pindarrangementer eller f.eks. spille kampe i Pindligaen.
DPU-præsident Rasmus Sørensen er skuffet over aflysningen.
“Jeg vil altid gerne på stadion og spille pind, pind, pind, pind, pind, pind, pind, spille pind, pind, pind, pind, pind, pind, men jeg respekterer naturligvis Mogens’ afgørelse. Det gør jeg da,” udtaler Sørensen rytmisk.
Mens den drilske jordrotationen spænder ben for DM i år, ser prognosen for de kommende år til gengæld lovende ud. Særligt 18. – 26. juli 2026 ser ud til at byde på helt perfekte astronomiske forhold til pind i Københavnsområdet.