Pindligaen 2024 er til tilbage fra 1. pindsedag (19. maj)!
Pindligaen er åben for alle der har lyst til at spille pind. Alt hvad det kræver er at samle hold, finde et modstanderhold og styre kampene via Pindligaen app’en, som kan hentes både til både Android og iOS.
Det er en fordel at kende reglerne på forhånd, men appen hjælper dig også undervejs ved kun at vise relevante knapper og information.
Pindligaen starter traditionelt 1. pinsedag og løber frem til 11/11 kl 11.11. Således startede den første udgave af ligaen 28. maj 2023- læs nyheden om den sæsonstart her.
Mangler du et hold at dyste imod kan du spørge efter andre i Facebookgruppen Danske Pindspillere.
Hvordan vinder man?
For at gøre konkurrencen mest fair for alle har vi i Dansk Pind Union besluttet os for at ligaen ikke skal handle om hvem der er bedst eller dårligst, men at det handler om at være med – og jo flere gange jo bedre.
Ved at gennemføre en kamp i Pindliagaen får dit hold nemlig et lod i puljen – en pulje som vi til slut af sæsonen trækker en vinder fra. På den måde behøver du ikke spekulere i om du (endnu engang) taber eller vinder til et andet hold – jo flere kampe spillet (uanset udfaldet), jo større er dine chancer for at vinde Pindligaen.
Og ja, der vil være præmier – men hvilke venter vi lidt endnu med at afsløre.
Billeder fra appen
Spørgsmål og svar
Hvem kan være med?
Alle kan være med! Det kræver blot et hold, som oprettes via app’en. Bemærk at man kun kan oprette ét hold, og det bør være jeres holdkaptajn som opretter det.
Hvorfor kræves login?
For at kunne holde bedst mulig styr på hvem der er et på hold bliver vi desværre nødt til at have login. Det betyder dog også du nemt kan tage dit hold med over på andre enheder. I forbindelse med login henter vi kun mindst mulig information ud for at kunne identificere dig og komme i kontakt med dig.