Dansk Pind Union

 

Dansk Pind Union på Spejdernes Lejr 2022 med unionens pokaler og læskende Sport-Cola

Dansk Pind Union er den seneste i en række af unioner, der har søgt at fremme den ædle pindsport her til lands. Unionen blev stiftet 14. marts 2012 af en gruppe spejdere fra det vestjyske, der mente at pindspillet fortjente at blive en del af Spejdernes Lejr 2012 i Holstebro.

Du kan læse unionens love her samt følge unionens løbende arbejde her på siden og på diverse sociale platforme (herunder Facebook, Instagram og Twitter).

Pindspillet

Men hvad er pind? Pind kan måske bedste forstås som en blanding mellem rundbold og cricket, hvor bold og bat er byttet ud med en lang og en kort pind samt et gærde af to kævler. Spillet kræver fire forskellige færdigheder af spillerne – løfte, gribe, kaste og forsvare – så der er altid noget at øve sig på. Lær mere i vores guide til spillet eller læs DPU’s officielle pindregler.

De tidligere Unioner

I Dansk Pind Unions logo findes der to stjerner i højre hjørne. De repræsenterer de tidligere Dansk Pind Unioner grundlagt i henholdsvis 1970 og 1997.

1970-udgaven blev stiftet af nogle gale jazzfans fra Aalborg, der spillede en mere traditionel form for pind, hvor der er fire forskellige ture, hvor pinden skal spilles på forskellige måder. De dokumenterede deres bedrifter i et jubilæumsskrift i 1995, der også er kilden til næsten alt det vi ved om 1970-unionen.

1997-udgaven blev startet af spejdere fra Vestjylland og er dermed en mere direkte forgænger til den nuværende union. De havde en hjemmeside (bevaret for eftertiden af Internet Archive) hvor man bl.a. kan læse de regler, som de spillede efter.

Regler (i store træk) og motto har vi i 2012-udgaven lånt fra DPU af 1997. Samtidig hylder vi DPU af 1970 for den på en gang overgearede og uformelle stil, som den stod for.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *