På weekendens generalforsamling gjorde præsident Sørensen status over 10 år med sin Dansk Pind Union. “Det kan være en kæmpestor byrde at beskytte en hel union mod så mange ting. Det er mig en stor ære at sige at jeg har klaret det med bravur,”lød konklusionen blandt andet.
I år, mere præcist 14. marts, kunne Dansk Pind Union fejre sine første ti år. Derfor var det naturligt at præsident Rasmus Sørensen benyttede sin tale på weekendens generalforsamling til at gøre status.
“For snart 10 år siden stod en håndfuld jyske knejter på en mark uden for Idrætscenter Vest i Holstebro, kun bevæbnet med et motoriseret pælebor, 2 gule Dewalt skruemaskiner, en stak rafter og endnu flere skruer,” indledte præsidenten til spredt hulken fra unionsmedlemmer der blev overvældet af nostalgi.
Udover den helt oplagte udfordring som corona-pandemien har været for dansk pindsport nævnte præsidenten derefter en stribe andre betydelige udfordringer som unionen under hans lederskab har klaret igennem de seneste ti år, bl.a. #metoo, Trumps fire år i Det Hvide Hus og megahittet Gangham Style fra “den dårlige del af Korea”.
I en tid med krig i Ukraine og stigende frygt for kold- eller atomkrig, havde præsidenten beroligede ord med til de fremmødte på den velbesøgte generalforsamling i Odense C.
“Hvem ved hvad de næste 10 år vil bringe, men mon ikke nok Præs skal beskytte unionen mod udviklingen og fremtiden! I kan trygt stole på Præs – og husk at han vil være med jer alle dage indtil verdens ende,” sluttede præsidenten sit indlæg og modtog derefter ti minutters stående applaus fra de fremmødte.
I kan trygt stole på Præs – og husk at han vil være med jer alle dage indtil verdens ende
Præsident Rasmus Sørensen i sin tale om unionens tilstand
Således opmuntret gennemgik generalforsamlingen resten af punkterne på dagsordenen. Ved valget til hovedbestyrelsen sagde unionen farvel til Martin Drejer Andersen som VP for Grøn Omstilling, Klima, Miljø og Nordisk Samarbejde samt Lærke Bro som VP for Sundhed og Ligestilling.
Den grønne omstilling er dog stadig på programmet i Unionen. Martin Gyde “Gyde” Poulsen genindtræder i hovedbestyrelsen efter et års pause, denne gang som VP for Forplejning og Grøn Omstilling. Sune Fisker Nielsen er nyvalgt som VP for Sikkerhed, et område som også inkluderer sundhed når/hvis næste pandemi rammer.
Den komplette hovedbestyrelse ser nu ud som følger:
- Præsident: Rasmus André Lund-Bach Sørensen
- VP for Økonomi: Thomas Hjermitslev
- VP for Forplejning og Grøn Omstilling: Martin Gyde “Gyde” Poulsen
- VP for Public Relations, Informationsteknologi og Merchandise: Anders Kielsholm
- VP for Sikkerhed: Sune Fisker Nielsen
- Formand for DPUs Astronomiske Komite (DAK): Mogens From
- Repræsentation for Foreningen af Danske Pinddommere (FDPD): Jonathan Geisler