Ordbogen.com sponsorerer Dansk Pind Union

Vi starter ugen med en god nyhed: Dansk Pind Union har fået endnu en sponsor, idet Ordbogen.com har valgt at støtte unionen med nyt udstyr for at sikre et fortsat højt niveau af underholdning til unionens Pind-kampe.

Dansk Pind Union har i flere år afholdt større Pind-arrangementer, herunder Danmarksmesterskaberne og diverse lokale turneringer. Til disse har der naturligvis altid være en fantastisk stemning, men en god stemning kommer ikke af sig selv – og her har musik og kommentatorer været en fast bestanddel.

Derfor er det også en stor glæde at Ordbogen.com har valgt at skænke unionen en såkaldt aktiv højtaler samt mikrofon, så underholdningen kan holdes højt på stadion når der spilles pind. Og det er netop p.g.a. underholdningsværdien af sådan udstyr at Ordbogen nu vælger at støtte Dansk Pind Union og dermed Pind-sporten:

“Vi ser Pind som en sport der har et kæmpe potentiale,” udtaler Morten Monin, Marketingchef for Ordbogen.com, “men for at en sport fortsat kan vokse inde på banen, er det vigtigt at den også har sit publikum med uden for banen. Derfor er det en stor glæde for os nu at kunne støtte Dansk Pind Union.”

Foruden det nye udstyr har unionen også fået et nyt banner med Ordbogen.com (det kan delvist ses øverst i artiklen), som naturligvis bliver fast inventar når stadion for fremtiden skal spilles op.

Og linket mellem Dansk Pind Union og Ordbogen.com er bestemt ikke nyt. I slutningen af 2018 var Dansk Pind Union forbi netop Ordbogen.com for at instruere dem i den ædle sport:

Medlemmerne af unionen har naturligt taget meget positivt imod det nye udstyr. Se blot hvordan hovedbestyrelsen reagerede da de fik overrakt nyheden:

Ordbogen.com er dog ikke Dansk Pind Unions eneste sponsor – og der er stadig plads til flere. Se sponsorsiden for en komplet liste af sponsorer og kontakt endelig unionen her hvis din virksomhed også skal med på rejsen.