A-holdet vandt DM i Pind

Karl af Riise gruppe stillede med godt en tredjedel af holdene til fredagens DM i Pind. Derfor var det ikke helt uventet at a-holdet, Alpha, løb med titlen.

Alpha gik ubesejret gennem turneringen og slog såvel Bravo som Charlie fra samme gruppe ud af turneringen. Glæden var dog også stor hos de slagne kammerater, da Alpha-spillerne kunne løfte det gyldne DM-trofæ efter en sejr på 28-13 over CRAYCRAY fra Dyssegårdsspejderne. Udover den smukke vandrepokal modtog vinderne traditionen tro et DPU-mærke, en Sport-Cola og pinden brugt i finalen.

DM i Pind var i år et opgør mellem deltagerne på Thurøbund Spejdercenters sommerlejr. Som tidligere annonceret, var det praktisk talt det eneste sted i kongeriget, der rent astronomisk kunne lægge plads til DM i år.

“Det er naturligvis en stor ære at lægge plads og deltagere til DM, men når det er sagt, er vi både glade og taknemmelige for at Thurøbund Spejdercenter ville hjælpe. Som alle andre DM-turneringer til dato var det et fantastisk arrangement med pindspil på meget højt niveau,” udtaler DPU’s præsident Lund-Bach Sørensen, der var med til DM på en direkte telefonforbindelse.

11 hold stillede op til turneringen, der blev spillet på to baner, Hancock og Ordbogen.com, navngivet efter unionens sponsorer. Alpha skriver sig ind i pindhistorien som den tredje vinder af det gyldne trofæ, der gives til danmarksmestre i ungdomskategorien.

Alle resultaterne fra turneringen kan indtil videre ses på siden Resultater.