Præsidenten styrker demokratiet: Nu hedder vi Den Demokratiske Danske Pindunion

På den nylige generalforsamling i Dansk Pind Union bekendtgjorde Præsident Rasmus Sørensen en navneændring, der skal styrke demokratiet i unionen. Fra 1. april skifter unionen navn til Den Demokratiske Danske Pindunion (DDDP).

Opdatering 2/4: Aprilsnar! Unionen hedder Dansk Pind Union og det bliver den ved med. Det er dog korrekt at unionen har afholdt generalforsamling med valg til hovedbestyrelsen.

“Jeg er træt af at beskyldninger om diktatoriske tilstande skal tage fokus fra alt det vigtige arbejde jeg gør for sporten. Derfor ændrer vi nu navnet på foreningen, så vi en gang for alle får slået fast at vores union er en demokratisk union,” sagde Præsidenten i sin årlige tale om unionens tilstand hvor han meddelte beslutningen til generalforsamlingen.

Særligt et historie har været medvirkende til præsidentens drastiske beslutning.

“Det er klart at beskyldningerne om nepotisme i forbindelse med valget af min nyfødte søn som kommende præsident af unionen, har gjort ondt. Især når enhver kan se at jeg har sikret unionen i en generation til med min rettidige omhu,” udtalte præsidenten efter mødet, og fortsatte:

“Jeg kan ikke se hvordan det er udemokratisk. Bare se hvordan vi havde tre statsministre fra familien Rasmussen uden at der var nogen, der kaldte Danmark en bananrepublik!”

Som for at understrege det demokratiske i det nye navn bød generalforsamlingen på kampvalg til hovedbestyrelsen. Da stemmerne var talt op, viste de en tilbagevenden til sammensætningen fra 2021.

Lærke Bro genindtræder som VP for Sundhed og Ligestilling, mens Martin Drejer Andersen igen tager sig af grøn omstilling og denne gang lægger (fysisk) styrkelse af unionen til sin portfolio. Mogens From, formand for DDDP’s Astronomiske Komité, opnåede genvalg. Den fulde oversigt over medlemmer og poster kan ses på Hovedbestyrelsen.

Længe leve Den Demokratiske Danske Pindunion!