Efter lørdagens generalforsamling har DPU fået sin første kvinde i hovedbestyrelsen som VP for Sundhed og Ligestilling. Til gengæld nedtoner unionen fokus på bærende konstruktioner og eksterne relationer.
Efter sidste års generalforsamling, hvor DPU erklærede ligestillingen for fuldført og præsident Rasmus Sørensen efterfølgende måtte trække i land og undskylde, har unionen i år lagt kursen om.
Ved en velbesøgt generalforsamling i Odense med deltagere med på linjen fra både Norge og Tyskland, fik DPU sit første kvindelige hovedbestyrelsesmedlem.
“Jeg er glad for at jeg nu kan bringe balancen tilbage i unionen og vi kan få noget fokus på alle de pindspillende kvinder derude,” udtaler Lærke Bro der med 100% af stemmerne blev valgt til hovedbestyrelsen.
Udover ligestilling får Lærke Bro ansvaret for sundhed, så unionen er forberedt på nuværende og kommende pandemier.
Lærke Bro får følgeskab som nyvalgt medlem af Mogens From, formand for DPUs Astronomiske Kommission, som banede vejen til sit valg ved at stå bag den ultrapopulære pindsekalender.
Til gengæld var der ikke genvalg til Martin “Gyde” Gyde Poulsen, VP for Eksterne og Humane Relationer, og Lasse Drejer Andersen, VP for Bærende Konstruktioner.
“Altså, her i pandemiens tid er der jo ikke meget behov for at have eksterne relationer eller bygge ting. Forstå mig ret, der er ingen der går så meget ind for bærende konstruktioner som mig, men når vi nu er i gang med ligestilling er det nok meget smart at vi dropper sådan noget maskulint ingeniørhalløj”, udtaler præsident Rasmus Sørensen.
Efter generalforsamlingen ser den komplette hovedbestyrelse ud som følger:
- Præsident: Rasmus André Lund-Bach Sørensen
- VP for Økonomi: Thomas Hjermitslev
- VP for Grøn Omstilling, Klima, Miljø og Nordisk Samarbejde: Martin Drejer Andersen
- VP for Public Relations, Informationsteknologi og Merchandise: Anders Kielsholm
- VP for Sundhed og Ligestilling: Lærke Bro
- Formand for DPUs Astronomiske Komite (DAK): Mogens From
- Repræsentation for Foreningen af Danske Pinddommere (FDPD): Jonathan Geisler